Nyheder fra Københavns Biblioteker

Kære læser

 
Jeg havde glædet mig til at møde mange af jer på Historiske Dage, men så kom COVID-19 til landet og alle arrangementer i marts er aflyst.
 
Det er så langt fra første gang københavnerne rammes af en epidemi. Byens borgere har været udsat for både pest og kolera.
 
Skønlitteraturen er fuld af epidemier og min kollega Lene Zibrandtsen har udvalgt bogtitler til en liste med litteratur om Pandemi, virus eller influenza.

Litteraturlisten er fra nyhedsbrevet Litterær Luksus, som en gang om måneden guider dig til gode læseoplevelser og sætter spot på litterære tendenser.
 
Pas godt på jer selv og hinanden.
 
Med venlig hilsen
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
P.A. Alberti

Kolossen på lerfødder - Alberti 1901-1908

Podcast: Peter Adler Alberti var justitsminister i den første regering efter Systemskiftet i 1901. En brutal herre, der ikke tålte kritik – og gerne lagde sag an mod dem, der formastede sig til at sætte spørgsmålstegn ved hans økonomiske transaktioner. Og der var meget at sætte spørgsmålstegn ved.
 
Det skal vise sig at han bedrager for et beløb, der får Stein Bagger og Britta Nielsen til at blegne i sammenligning. Et svimlende beløb svarende til prisen på Storebæltsbroen og DR Byen - lagt sammen.
Læs mere...
Fabrikken lå på Nørrebrogade nuv. nr. 62-66 fra 1843-47

Historien om den glemte keramikfabrik på Nørrebro og Utterslev Mark

Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv: P. Ipsens Enke - Kongelig Hof Terracottafabrik var en keramisk fabrik, der producerede brugskunst og kunsthåndværk til den spirende københavnske middelklasse og de borgerlige hjem fra cirka 1843 til 1955.
 
I dag er det en glemt dansk kunstindustriel succes, der blev til på Nørrebrogade og Frederikssundsvej.
Læs mere...
Husum Kirkesal

Da kirkekampen rasede i Danmark

"Københavns Kirkesag er jo et Udtryk for en aandelig Bevægelse, der fra først af har taget Sigte paa at genvinde det, der ved Radikalismens mægtige Fremstød i de sidste 40 Aar er gaaet tabt i København."
 
Det bombastiske kampopråb stammer fra tidsskriftet Københavns Kirkesag, januar 1914, side 167. Og der var så sandelig handling bag ordene! Kirkefondet støttede, som et bolværk mod socialismen, opførelsen af adskillige af de københavnske kirker, især i arbejderkvartererne.
 
Tidsskriftet Københavns Kirkesag var et ideologisk kampskrift imod socialisme og hedninge i 1900-tallets København.
Læs mere...
Sort hvid foto af pavillonen

Schalburgtage mod Langelinie Pavillonen

Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv: Når man går tur på Langelinie, kan man ikke undgå at se restauranten Langelinie Pavillonen på adressen Langelinie 10. Det er en forholdsvis ny bygning opført i perioden 1956-58.
 
Den tidligere Langelinie Pavillonen, tegnet af Fritz Anton Peter Koch, blev sprængt i luften af tyskerne natten mellem 10. og 11. juni 1944 af den berygtede "Peter-gruppe".
Læs mere...
Kaffina-label

Kaffeerstatning i Valby

Særligt under besættelsestiden blev der drukket kaffe blandet op med Rich’s kaffesurrogat. Rich's var kaffetilsætning lavet af cikorie og korn. Produktet blev produceret i Valby af C.F. Rich & Sønner A/S.
 
I 1970'erne var der ikke ret mange der brugte Rich's mere og i 1983 stoppede produktionen.
 
Fabrikken hvor Rich's erstatningskaffe blev produceret havde adresse på Ottiliavej i Valby. Efter at produktionen stoppede lå fabrikken øde hen og bygningen blev revet ned i 1987.
Læs mere...
Døden høster

Tordenskyen - en nat i koleraens København

Fra arkivet: Vilhelm Bergsøes skønlitterære skildring af koleraepidemiens forfærdelighed er mesterlig - på linje med store europæiske forfatteres beskrivelser af epidemier og katastrofer - og du kan læse den derhjemme i flere udgaver med blot nogle enkelte klik.
Læs mere...
 
 

Vind en god bog

På tur i Tordenskiolds København
 
Peter Wessel Tordenskiold er danmarkshistoriens største søhelt. Han skabte sit navn under Store Nordiske Krig. Tordenskiold var dumdristig og snu, og hans samtidige både elskede og hadede ham.

I På tur i Tordenskiolds København tager historiker Morten Lander Andersen dig med tilbage til København, som byen stod inden de store brande, og viser dig rundt i den hovedstad, hvor søhelten havde sin gang. Med bogen i hånden kommer du på besøg hos høj og lav, hos ærlige og uærlige og hos Tordenskiold selv.

Bogen udkommer 3. april på forlaget Frydenlund. Du kan vinde et eksemplar af På tur i Tordenskiolds København. For at være med i konkurrencen, skal du svare på nedenstående spørgsmål.
 
Tordenskiold blev født 28. oktober 1690, men hvor?

Oslo
Trondheim
Marstal
 
Svaret sender du til kbhnyhedsbreve@kff.kk.dk.
 
Læs mere om bogen hos forlaget.
 
Vinderne trækkes torsdag den 2. april og får direkte besked. Medarbejdere hos Københavns Biblioteker må ikke deltage i konkurrencen.
 
 

Podcast-anbefaling

Nokken og nybyggeri. Foto: Rikke Colburn
 
Der sker meget på Amager. Det gjorde der også før i tiden. Majken Astrup står bag podcastserien "Stemmer fra Amar" der udkommer med et nyt podcast hver måned. Tidligere har emnet været lorteøen, henrettelser og kunst.

Majken Astrup er journalist og historiker og har styr på research og kilder. Hun er også lokal og hjertet er med i arbejdet med Amagers historie.
 
Den kommende marts-udgave af "Stemmer fra Amar" handler om byudvikling og boliger på Amager. Om hvordan folk har boet og hvem der har boet på øen. Samt hvad det har gjort ved Amager.
 
 
 

Fra bibliotekets kælder

Køb blomster
 
Køb blomster, køb blomster, en rose så rød
fra morgen til aften er visnet og død

"Køb blomster, køb blomster" er titlen på en velkendt sang af A. Engelhardt. Det er også titlen på Bent Zinglersen bog om livet i det gamle Københavns forlystelsessteder og sangerindepavilloner.
 
"Zinglersen har gjort grundige studier i den store bogvrimmel om Københavns historie og fundet godt stof. Emnet i sig selv, varietéerne, navnlig sangerindepavillonens historie er jo sjovt og fuldt af kulturhistoriske perspektiver. Disse fattigfolks teater, hvoraf kun Dyrehavsbakken endnu har bevaret et, var jo uhyre almindelige i 1800-tallet." Skrev Kr. Hvidt i anmeldelsen, For mange sprogblomster, i Berlingske Tidende (10.10.1970).

I anmeldelsen, Fra kildemarked til showbiss, i Information (14.01.1971) kunne avislæserne læse at "Bent Zinglersen har et på een gang afslappet og engageret forhold til sit emne. Han gør tingene levende ved hverken at gøre dem finere eller ringere end de var på deres brede folkelige vej fra omegnens kildemarked til citys storvariete."
 
Footer