Nyheder fra Københavns Biblioteker

God jul

Vi nærmer os vintersolhverv og går snart mod lysere tider. Der er stadig en rum tid, hvor døgnet er mere mørkt end lyst. Her kan du fornøje dig med gode bøger om København og en film om Rådhuset. Du finder inspiration nedenfor.

Rådhusbetjent Kristoffer Ruth Sahlholdt og Rådhuset præsenterer i år en adventskalender med korte videoer om Rådhusets historie. De første låger er åbnet, men der er stadig noget, at glæde sig til.
På bibliotekernes hjemmeside er der mere juleinspiration til dig og familien.
 
Snart skriver vi 2020. En af de ting, jeg glæder mig til næste år, er det nye Københavns Museum i Stormgade. Museet har været lukket så længe, at mit mindste barn aldrig har været der. Det skal der selvfølgelig rådes bod på. Peter Schøning interviewer museumschef Louise Jacobsen om det spændende hus, hvor museet har til huse.
 
Med venlig hilsen
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
Agnes Slott-Møllers glasmosaikken

Skatten i Stormgade

Københavns Museum: Den 7. februar 2020 åbner et nyt Københavns Museum i Stormgade 18, lige bag Københavns Rådhus. Bygningen er oprindeligt bygget til Overformynderiet i 1894, som holdt til i huset frem til 1938. Den fredede bygning er i de seneste år blevet restaureret fra kælder til kvist.
 
Københavnerne kan se frem til et hus, som museets chef kalder en "skjult skat".
Læs mere...
Et par af årets udgivelser

Bøger om København 2019

Året bød på flere gode bøger om København. Kjeld Simon Villadsen skrev om Billedkunstnere i Holckenhus. Der kom et nyt, flot værk om Holmens Kirke og Ida Gundersen leverede coffee table-bogen om Kødbyen.
 
Jeg har samlet et udvalg af gode københavnerbøger, måske du finder inspiration til en julegave eller en titel til et hul i din bogsamling.
Læs mere...
Før og Nu logo

København Før og Nu - digitalt!

Det kendte og elskede billedværk om Københavns historie, befolkning og dagligdag er digitaliseret: julegaven til nyhedsbrevets læsere. Magasinet København Før og Nu udkom 1915-1922 med to supplementsbind. Inddelt i forskellige områder i København og med et mylder af fotografier, stik og billeder af alskens slags.
 
Det vil være alt for omfattende at gennemgå hele dette værk, så som en tidlig julegave i julemåneden, vil vi på Nyhedsbrevet blot gøre opmærksom på dets eksistens. Så skulle der være rigeligt til hele juleferien og mere til.
Læs mere...
Tre udstillede kinesere

Kina i Tivoli 1902

Fra 1870’erne til 1910’erne var der i Danmark mindst 50 menneskeudstillinger med det datiden definerede som "eksotiske" mennesker.
 
Det var mennesker, som blev set på som værende vilde, uciviliserede og anderledes end danskerne. Der var mindst 30 udstillinger i København, som forholdsvis blev holdt i Københavns Zoologiske Have og Tivoli i København.
Læs mere...
Louise og kongen

Kongens kone, Københavns paria. Danner

Del 2 af historien om Louise Danner. Hun mobbes, hånes, chikaneres, udelukkes af ’det fine København’. Men Frederik 7. ser hende som sin engel, og lytter til hende – også til det dér med en forfatning, en grundlov, som han ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med.
 
Hun bruger store summer på velgørenhed – og efter kongens død, rejser hun ud i verden, fordi hun ikke længere føler sig hjemme i Danmark.
Læs mere...
 
 

En god film

Film om Rådhuset
 
Rådhuset i København er en perle i den danske nationalromantiske byggetradition, næsten urørt siden færdiggørelsen i 1905. Filmen "Et rådhus til alvor og fest" omhandler både arkitekten Martin Nyrops inspirationskilder i Italien og hans stædige kamp mod diverse politikere for at fastholde sin oprindelige idé med bygningsværket. En spændende og dramatisk historie og en introduktion til et eventyrligt univers, med dybe rødder i dansk bygnings- og kulturhistorie.

 
 

Læser til læser

Københavnergrøn
 
 
I sidste nyhedsbrev udloddede Bag om København to eksemplarer af København 1950'erne : københavnernes historie fortalt i billeder fra forlaget Turbine.
 
Pia Congiatta (Nørrebro), som var den ene af de to heldige vindere, kommer med følgende læseranbefaling:
- "Der er umiddelbart ikke nogle historiske bøger om København, som jeg på stående fod kan komme i tanke om. Den bog, som jeg i stedet varmt kan anbefale om København er Københavnergrøn : 100 grønne oplevelser i København. Den er fuld af smukke og spændende billeder taget i København og omegn, som jeg personligt aldrig bliver træt af at se på. Bogen er meget inspirerende og fyldt med idéer til steder, som er værd selv at tage ud og opleve, så man kan blive klogere på sin by og udnytte den fuldt ud. Jeg kan ikke undgå at blive lidt stolt og føle mig heldig, når jeg ser, hvor mange fantastiske ting min by har at byde på."
 
Der rigtige svar var i øvrigt: 1958.
 
 

Fra biblioteks kælder

Sælsomme skæbner i søgelyset
 
Politiinspektør Einer Mellerup (1882-1968) arbejdede en stor del af sin karriere hos Københavns politi, hvor han i 25 år var chef for ordenspolitiet. I flere bøger skildrede han byens kriminelle miljø og de mennesker, som levede på kanten af samfundet.
 
I 1962 udkom den sidste af Einer Mellerups bøger "Sælsomme skæbner i søgelyset" med undertitlen "Brogede billeder fra en svunden tid". Ikke alle anmeldere var lige begejstrede. I Politiken (21.10. 1962) var overskriften "Tyndbenet tale om tidligere tider".
 
I anmeldelsen lyder det: "Det er tydeligt at mærke, at forfatteren finder sig bedst tilpas, når han viderebringer skildringer af forholdene i det gamle København, fra klunketidens glædespigehuse, fra de små ølstuers tunge atmosfære og blandt Fælledens frie fugle."
 
Senere kommer kritikken: "Helt uden for bogens rammer falder et kapitel om hypnose som offentlig forlystelse. Her blander Einer Mellerup juridiske betragtninger ind i en løsrevet skildring af massesuggestion og hypnotisk påvirkning."
 
Mere positiv var Erik Kjersgaard i samme avis (1.12. 1962): "Men Mellerup er stadig i sit es, når han kan holde revy over politistationernes personale og stamgæster."
 
 
 

Grav dig ned i verdenshistorien

History Reference Center
 
Københavns historie er interessant. Det er verdenshistorien også.
 
Via Københavns Biblioteker har du adgang til History Reference Center hvor du kan dykke ned i Den kolde krig, Verdenskrigene eller de store opdagelsesrejsers tid. Blot for at nævne et par emner.
 
I History Reference Center finder du mere end 650.000 fuldtekstindlæg fra fagfællebedømte tidsskrifter, referencebøger, tidsskrifter og andre kilder; 74.000 fuldtekst-kildedokumenter; 45.000 billeder, herunder kort og historiske fotos og 83+ timers video.
 
Footer