Nyheder fra Københavns Biblioteker

Kære læser

Velkommen til 2026. Vinteren har været på besøg med frost og sne, kun for at blive afløst af gråtoner og fugtighed.
 
Man kan godt have brug for at trække tæppet godt op om benene og læse en god bog. Dem er der heldigvis mange af.
 
Bag om København bringer denne gang en håndfuld historier, alle med referencer til litteratur, hvor du kan dykke dybere ned i historien.
 
God fornøjelse - og godt nytår
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
 
Mai-Britt og Berit
 

Mød Berit Freyheit

Bag om Københavnerhistorikerne: Historiefortælleren og podcasteren Berit Freyheit elsker, når hun kan finde en lidt anden vinkel på historien, måske endda fortælle den fra en synsvinkel, der er ukendt for de fleste. Når det lykkes, så er hun ikke til at skyde igennem.
 
Den første podcast i serien gik i luften i januar 2016, og gennem de seneste 10 år har Berit Freyheit taget os med på veloplagte og spændende ture gennem en lang række begivenheder i Københavns lange historier og ladet os møde både københavnske og besøgende mennesker af mange slags.
Mød Berit Freyheit
 
Bogforsider
 

Forbrydere, bibliotekshuse og Danmark før og nu

3 fra bogstakken: Januar er lang og mørk. Pengene små efter julen, så mens vi venter på forår, er det oplagt at læse en god bog fra biblioteket. Jeg har været en tur forbi stakkene med nye bøger, hvor jeg har fundet tre spændende titler.
  • Forbryderfamilier : 1800-tallets underverden
  • Bibliotekernes huse : fra Nyborg til Tingbjerg
  • Danmark før og nu - fra skyen
Læs om de 3 bøger fra bogstakken - reserver og lån
 
Forhåbningsholm
 

Justitsråden og den døde tjenestepige

Rygter: I 1792 beskyldes justitsråd Marcus Nissen Westermann for at mishandle en ung tjenestepige.
 
Rygterne spreder sig som ild i København, og selv hans bekendtgørelser i Adresseavisen kan ikke stoppe dem. Sandhed og løgn kolliderer – og byen koger.
Anonyme pjecer, overdrevne historier og offentlige spekulationer hiver sagen frem i lyset. Hver ny udgave af rygterne vender op og ned på Westermanns omdømme.
Hør historien om Justitsråd Westermann og den døde tjenestepige
 
Sune med bøger i hånden
 

Bøger om København

Nye bøger: Der kommer stadig nye bøger på biblioteket som er udgivet i 2025. Derfor gensender jeg oversigten med fagbøger om København.

Oversigten opdateres løbende efterhånden som Købenahvns Biblioteker modtager de sidste bøger fra 2025.
Se 2025-bogudgivelserne om København
 
 
 

For 105 år siden

 
Pølsevognen Copenhagen Hotdog Deli på Rådhuspladsen
 
18. januar 1921: Københavns første pølsevogn
 
I 2006 forudsagde fremtidsforsker Niels Bøttger-Rasmussen at pølsevogne og biblioteker ville forsvinde i løbet af de næste 10 til 15 år. Vi, bibliotekerne og bibliotekarerne, er her endnu. Der er færre pølsevogne på i gadebilledet, end der var i 2006. Men pølsevognene er her stadig, som Copenhagen Hotdog Deli på Rådhuspladsen, du ser ovenfor.
 
Da den første pølsevogn åbnede i København i 1921, kostede en rød pølse med sennep 25 øre og for yderligere 5 øre kunne man få et rundstykke til.
 
Et Optog på 6 hvidmalede lukkede Trækvogne drog i Gaar i højtidelig Procession gennem Byen. Paa Siderne læste man disse truende Ord: "I Morgen begynder vi" og op ad en lille Skorsten paa Vognen slog en liflig Pølseduft"
Det var de meget omtalte, længe ventede Pølsevogne, som omsider holdt deres Indtog i Københavns Gader.
Som man vil huske, fik Grosserer Stevns fra Norgesgade i sin Tid Tilladelse til at forhandle varme Pølser fra Vogne paa Gader, og nu samtidig med at Vinterkulden har holdt sit Indtog, har Hr. Stevns fundet Tidspunktet belejligt til at realisere sin Idé."
(citat: "Pølsevogne i København" i: Social-Demokraten, 18. januar 1921)
 
Ud over biblioteker og pølsevogne, var Nationalbanken, sort arbejde og fængsler på Niels Bøttger-Rasmussens liste, men listen rummer også postkasser, fastnettelefoner og postbude.
 
Litteratur:
 
 

Skriften på muren

 
Foto af mindetavlen
 
Mindetavle for ukrainske diplomatiske mission
 
I en kort periode mellem slutningen af 1. Verdenskrig og til oprettelse af Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik i december 1922, oplevede Ukraine et håb om selvstændighed.
 
En erindring derom findes på en mur på Østerbro. På Upsalagade 24 er der opsat en mindeplade om den ukrainske diplomatiske mission i Danmark 1919-22.
 
Teksten på Tavlen: "Denne bygning husede i årene 1919-22 / Den Ukrainske Folkerepubliks / diplomatiske mission"
 
Hans Erik Havsteen og Anders Olling, der sammen laver podcastserien Kongerækken, har lavet en miniserie på tre podcast om det moderne Ukraines omtumlede historie.
 
Litteratur:
 
 
 

Fra biblioteks kælder

 
Bogforside
 
København : Mindernes by
 
Viggo Schiørring havde en lang journalistkarriere. Han skrev han flere bøger om København. Viggo Schiørring gik for at være københavner, selv om han stammede fra Kolding.
 
"København : mindernes by" udkom på forlaget Korch i 1947. I bogen tager han læseren med på en tur gennem København dengang hestesporvognen prægede bybilledet.
 
"Bogen har kvikke Øjebliksbilleder fra københavnske gadeliv, Vagtparaden, Sportens Barndom o.s.v., og små Biografier af Forlystelseslivets Stjerner – ikke saa udførlige som "Hesten"s, men alligevel meget rammende og med Overraskelser. Det er næppe almindelig kendt, at Variétéprimadonnaen Dagmar Heineman første aabenbarede sin Sangstemme i Stefanskirkens Kor, eller at Valby har fostret The five Sisters Barrison, og at Odensen foruden H. C. Andersen og Tietgen har Æren af Tallerkenklovnen Carl Baggesen.”
(citat: "Det forsvundne glade København" af Hélas i: Nationaltidende 14. dec. 1947)
 
"Om Schiørrings muntre Mindebog kan i det hele siges, at den paa en Prik træffer den hjertelige og humørfyldte Stemning, der prægede Tilværelsen i det København, som eksisterede før de to Verdenskrige. Denne Egenskab, som Møl og Rust ikke kan fortære, skal nok sikre Bogen mange Læsere, ogsaa blandt den Generation, der ikke har oplevet disse fjerne og ubekymrede Tider."
(citat: "En Mindebog" i: Social-Demokraten, 21. dec. 1947)
 
 
 

På jagt efter den perfekte forbrydelse?

 
Bogforsider
 
 
Nyhedsbrevet Førstevælger er til dig, der elsker bøger
 
Og vil du slå ihjel for en god krimi? Så klik af ud for kategorien "Nye mordsager og thrillers + Krimispecial" nedenfor og få samtlige nye krimier, mordtrends og saftig bogsladder i Københavns Bibliotekers Krimispecial, der udsendes hver anden måned.
 
Footer