Nyheder fra Københavns Biblioteker

Kære læser

 
I den lille bog "Historie" skriver Poul Duedahl at "historie handler om, at huske, og helst det fra fortiden, som er værd at mindes om. Hvis vi benytter vores historie, har vi simpelthen lettere ved at overleve og måske ligefrem lettere ved at leve godt". Og med det sat på plads, byder jeg velkommen til månedens udgave af Bag om København.

I dette nummer kan du bl.a. møde Poul Duedahl som min kollega Mai-Britt har interviewet i serien "Bag om Københavnerhistorikerne". Fra Rundetaarn har vi historien om dengang man ville rulle tårnet om på siden af Trinitatis Kirke. Du har mulighed for at deltage i konkurrencen om bogen "Perverse forbrydere og gode borgere".
Dét, og meget andet, finder du alt sammen nedenfor.
 
Med venlig hilsen
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
 
Poul Duedahl
 

Mød Poul Duedahl

Bag om Københavnerhistorikerne: Historikeren Poul Duedahl har senest udgivet Minutmillionærerne om de såkaldte ’gullaschbaroner’, der gjorde Rådhuspladsen til deres vandingshul og stedet, hvor de fremviste deres statusgivende biler.
 
Flere af Poul Duedahls bøger hænger sammen med tv-serier som '1920'erne - festen der forandrede os' og han har netop deltaget i dokumentaren 'Skeletter i skabet', der afdækker kraniesamlingen på Panum Instituttet og dens indsamling i bl.a. Grønland.
Mai-Britt mødte Poul Duedahl til en snak om København og historie
 
Rundetaarn på siden af Trinitatis Kirke
 

Rundetaarn lader man vel stå

Rundetaarn: Kunstig sne og skihop i Sneglegangen er der så vidt vides ingen, der har lagt seriøse planer for, men bortset fra det er det svært at få en vild idé om Rundetaarn, uden at nogen allerede har fået den.
 
Det skortede ikke på kreative forslag, da Rundetaarn stod i vejen for modernitetens malstrøm på Købmagergade omkring år 1900. For hvorfor ikke bare rulle tårnet om på siden af Trinitatis Kirke?
Rasmus Agertoft beretter om dengang man ville rulle Rundetaarn
 
Hekse på bålet
 

Heksene og den forgjorte brudefærd 1589-90

Hekseproces i København: I efteråret 1589 stævner prinsesse Annas flåde ud mod Skotland - hun skal giftes og mødes med sin kommende ægtemand for første gang. Men det bliver ikke nogen let overfart. Voldsomme storme pisker skibene, ulykker hober sig op, og rejsen må opgives.
 
I København hviskes der om heksekunst: Skibene siges at være forbandet med vejrmagi – et djævelsk forsøg på at forhindre brylluppet mellem Anna og Skotlands konge, Jakob 6.
Hør Berit fortælle om de københavnske hekse
 
Sten i Churchillparken
 

Vinterkrigen i København

Mindetavler og sten: Vinterkrigen, også kendt som den russisk-finske eller sovjetisk-finske krig, brød ud den 30. november 1939, da Sovjetunionen under Josef Stalins ledelse angreb Finland. Angrebet blev internationalt fordømt og førte til Sovjetunionens eksklusion fra Folkeforbundet.
 
I København finder du 2 mindetavler og én mindesten med forbindelse til den finske Vinterkrigen.
Læs om Vinterkrigen og find mindetavlerne og mindestenen
 
 
 

Vind en spændende bog

 
Sune og bogen du kan vinde
 
Perverse forbrydere og gode borgere
 
I 1900-tallets begyndelse var homoseksuelle ekskluderet fra medborgerskabet. Det kom til udtryk i en stribe homoskandaler som aviserne dækkede i perioden 1906-1911. I bogen "Perverse forbrydere og gode borgere" kortlægger historiker Niels Nyegaard det historiske fundament for homoseksuelles senere medborgerinklusion.
 
Du kan blive den heldige vinder af et eksemplar af "Perverse forbrydere og gode borgere". For at være med i lodtrækningen, skal du svare rigtigt på nedenstående spørgsmål og sende til svar til kbhbiblioteker@nyhedsmail.kk.dk.
 
En retssag rystede København i årene 1906-17. Retssagen afdækkede den homoseksuelle subkultur i København. Hvad blev retssagen omtalt som:
 
 
Der bliver trukket lod blandt de rigtige besvarelser torsdag den 19. juni. Vinderne får direkte besked via e-mail.
Medarbejdere hos Københavns Biblioteker må ikke deltage i konkurrencen.
 
 

Læser til læser

 
Vinderen med bogen
 
Anbefaling
 
Didde var en af de heldige vindere af Christian H. Nielsens fotobog "København før & nu".

Da Didde kom forbi biblioteket for at hente bogen, anbefalede hun "Stille København" af Peter Olesen. I den sommervarme storby kan det være godt med nogle stille oaser.
 
- "Min egen favoritbog om København er Peter Olesens om stille steder. Den fik jeg i gave af min datter, som på det tidspunkt boede hos mig med mand og to små børn."
 
 
 

Fra bibliotekets kælder

 
Bogforside
 
Københavnerliv - der blev borte
 
I bogen "Københavnerliv - der blev borte" fortæller Bent Zinglersen om københavnske teatre og forlystelsesetablissementer, der er forsvundet. "Københavnerliv - der blev borte" udkom i 1973 på forlaget Børge Binderup.
 
Om National-Scala skriver Bent Zinglersen bl.a.: "National og Scala og National-Scala var en epoke, et festligt københavnsk mellemspil på godt trekvart århundrede. Og lutter succes var det sandt at sige ikke – der havde været kriser med jævne mellemrum op gennem etablissementets historie. Det er bare ikke dem, de vil blive husket. National-Scala var fest og ægte københavnsk humør og internationalt high life i skønsom blanding. Selve navnet har klang som en fanfare."
 
I den kommunistiske avis "Land og Folk" (22. marts 1974) skrev anmelderen: "Der er noget vemodigt ved at læse denne bog, fordi det hele er væk. Men selv om Bent Zinglersen af gode grunde ikke selv har oplevet alle steder, han beskriver, så formår han – takke være sine evner til indlevelse og beskrivelse – at gøre et stykke svunden København nutidigt for os andre. Bogen er forsynet med en række billeder af scener og bygninger, hvad der gør den yderligere levende."
 
Forfatteren Bent Zinglersen fødtes i Hvidovre 9. december 1927. Han arbejder som cykelbud, gartnermedhjælper, lager- og pakhusarbejder, vinduespudser m.m. Bent Zinglersen skrev tekster til revyer og gennem hele livet studerede han by- og egnshistorie.
Bent Zinglersen debuterede som forfatter i 1965 med "Skål København". Efter de første bogudgivelser skrev han for forskellige blade som freelancer.
Bent Zinglersen døde i 2003 på plejehjemmet Krogstenshave.
 
Footer