22. april 1945: Voldsomt skyderi omkring Garderkasernen, Nørre Voldgade og Frederiksborggade. Ungarske soldater i tysk tjeneste, har fået ordre om at gå til fronten, gør mytteri
"En Afdeling ungarske Soldater marcherede i Gaar Morges ved 7-Tiden op paa den tidligere Garderkasernes Eksercerplads foran Rosenborg Slot mod Gothersgade. Umiddelbart efter viste deres tyske Officerer sig og for kyndte, at de i Løbet af Formiddagen skulde afgaa til Fronten, og at man ventede, at de vilde kæmpe til sidste Mand og sidste Patron mod "Verdens fjenden". Ungarernes Svar paa denne Opfordring lod ikke vente ret længe paa sig. Der blev pludselig Uro i Geledderne, og et øjeblik efter flygte de samtlige Ungarere mod Porten ud til Gothersgade. Aabenbart havde ikke een eneste af dem Lyst til at kæmpe for Tysklands Nederlag og deres egen Tilintetgørelse.
Denne Faneflugt blev Indledningen til en af de mest dramatiske Søndage, Københavnerne endnu har oplevet. Tysk Militær blev øjeblikkelig udkommanderet. Det kom til voldsomme Ildkampe mellem Ungarerne og deres tyske Vaabenfæller, og i de næste to - tre Timer bragede Skudene fra Karabiner, Pistoler, Maskinpistoler og Fodfolkskanoner i hele Kvarteret. Samtidig gav tunge Drøn af Haandgranater Genlyd mellem Huse og Gaarde i den indre By, og da Kampen omsider stilnede af ved 10-11-Tiden var de Ungarere, der havde taget Kampen op, ganske vist nedkæmpet, men til Gengæld var hele Afdelingen spredt for alle Vinde. Medlemmerne var flygtet ud over Byen, hvor de nu holder sig skjult, og hvor Gestapo i de nærmeste Dage indleder Jagten paa dem - hvis de faar Tid.
Desværre forløb dette Mytteri ikke uden Ofre fra dansk Side. Fredelige Fodgængere og Folk, der intetanende opholdt sig i deres Lejligheder i Kvarteret omkring Kampzonen, blev ramt af Angribernes eller Modstandernes Kugler, og ialt 7 Mennesker mistede Livet paa den Maade." (citat: Information. Nr. 463, 23. april 1945)
|