Traditioner: Hos de amagerhollandske bønder kappedes man om at trække hovedet af en gås. Fuglen blev ophængt i fødderne og fik halsen smurt med sæbe, så det var sværere at få fat. Vinderen, der fik titel af Gåsegreve, var ham, der fik trukket hovedet af den levende fugl. Nemt var det tilsyneladende ikke. Og ikke alle var begejstrede.

 

Fastelavn var i det hele taget langt fra senere tiders børnevenlige fest med udklædninger og slik i kattedekorerede tønder.

Katastrofer: Det var frygteligt at se passagerne kæmpe for livet og høre deres foruroligende skrig. På dette tidspunkt var havet én stor masse af mænd, kvinder og børn, som kæmpede for at få luft og kvaltes i vandet.

 

Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS)’s emigrantskib ’ S/S Norge  - lægger i 1904 til kaj i Københavns Frihavn. Den afventer 405 passagerer – senere skal den samle flere op i Kristiania (nutidens Oslo).  Den endelige destination er mulighedernes land - USA.

 

Tirsdag den 28. juni 1904 støder 'Norge' på grund i det kolde hav ud for Skotland.

En gade i Indre By: Fra Amagertorv forbi Gråbrødretorv og videre til Skindergade – der ligger Niels Hemmingsens Gade. Gaden er opkaldt efter teologen Niels Hemmingsen (1513-1600), der var præst i Helligåndskirken fra 1547 til 1553.

 

En af de interessante huse i gaden, er Kvindernes Bygning der ligger Niels Hemmingsens Gade 8-10. Den funktionalistiske bygning er tegnet af arkitekt Ragna Grubb (1903-1961).

3 fra bogstakken: I dag har vi alle et kamera i lommen. Vi tager billeder at vores mad, fritidsaktiviteter og hvad vi nu passerer af interessante motiver. Sådan har det ikke altid været. Der var ét "det første foto" og der var det første foto optaget i Danmark.

 

"Danmarks første foto" er titlerne på en bog, og er en de 3 titler ud af den stadige strøm af nye bogtitler på biblioteket.

Fra arkivet: Absalonsgade strækker sig fra Vesterbrogade til Søndre Boulevard og krydser Istedgade. Gaden er præget af bebyggelse fra Vesterbros udbygningsperiode i anden halvdel af 1800-tallet.

 

I Absalonsgade finder du den alternative biograf Vester Vov Vov. Biografen åbnede den 19. september 1975. Dengang var der plads til 64 mennesker i biografsalen. I 1988 blev biografen udvidet med en ny sal med plads til 67 pladser.

 

For nyligt udgav Strandberg Publishing bogen "Omfavnet af mørke" med undertitlen "Cisternerne – fra vandreservoir til kunsthal". Bag om København har modtaget et par eksemplar af bogen. Svarer du rigtigt på nedenstående spørgsmål, deltager du i lodtrækningen om bøgerne.

 

Cisternerne blev bygget som vandreservoir for hovedstaden i 1856-1859. Cisternerne, der ligger i Søndermarken, var forbundet med Pumpehuset i Studiestræde og kunne forsyne de nye etagebygninger i København med vand. Fra starten var vandreservoiret et åbent bassin, men i 1897 blev bassinet dækket med en betonkonstruktion. I 1933 ophørte Cisternerne med at fungere som drikkevandsreservoir. I 2013 overtog Frederiksbergmuseerne Cisternerne og lancerede stedet som kunsthallen Cisternerne.

 

 

 

Du sender dit svar til kbhbiblioteker@nyhedsmail.kk.dk.

 

 

Mød Fidus-Carl, Fløjte-Karl, Karen Spidsmus og andre af originalerne der i ældre tid skilte sig ud fra deres omgivelser, kan du møde i bogen "I dagslys og i skammekrog", med undertitlen "et broget København". "I dagslys og i skammekrog" er skrevet af Steffen Linvald og udgivet på forlaget Stig Vendelkær i 1983.

 

Det er "originalerne" der satte sit præg på de københavnske gader i 1800-tallet og 1900-tallet som omtales i bogen. "Bogen er en letlæst og charmerende behandling af emnet og et udmærket supplement til københavnerlitteraturen", skrev lektør Inge M. Ejsing.

 

"Lindvald, tidligere chef for Københavns Bymuseum kan ikke lade være med at gå udenfor emnet og fortæller byhistorie ind i mellem, og hans grundholdning er, at en "original" egentlig er et stakkels menneske, at sammenligne med "landsby-tossen", men han fortæller loyalt sine originalers historie" skrev Virtus Schade i anmeldelse "Disse originaler og de små fikse ideer" i Berlingske Tidende (20.1. 1984).

 

 

"Har De et Ur? Det er lige ved at være ærgerligt, hvis De har, for fra paa Søndag er det overflødigt, bare De har Telefon eller i alt Fald nogenlunde let Adgang til saadan en, saa indfører Telefonselskabet nemlig efter Stockholmermønster den praktiske Institution, der i Sverige hedder Frk. Ur. Saa ringer man bare paa Telefonen og faar lige straks af en sød og velklingende Damestemme at vide ganske nøjagtigt, hvad Klokken er slaaet.#
(citat: "Hvad er Klokken præcis...? - bare drej K L!" i Social-Demokraten (3. februar 1939)

 

"Antallet af forespørgsler om, hvad klokken er, var efterhånden steget til ca. 3,5 millioner årligt og gav derved telefonistinderne et betydeligt merarbejde. For at aflaste telefonistinderne blev der den 5. februar 1939 taget en tidsmeldemaskine af L. M. Ericsson's fabrikat i brug. Maskinen var indrettet efter tonefilmsprincippet og afgav tidsmelding hvert 10. sekund. Antallet af indstillinger til "Klokken" udgjorde i det første år (1939) i alt 11,6 millioner."
("Københavns telefon i 75 år 1881-1956" af Vagn Jarløv, 1956)

 

"Mod slutningen af 1938 drog Anna Edith Sommer-Jensen, der var ansat på Københavns Telefon Aktie Selskabs (KTAS) telefoncentral i København, til Stockholm, hvor hun i løbet af otte dage indtalte intet mindre end 8.640 timer, minutter og sekunder. De mange klokkeslæt blev indspillet på seks glasplader, som blev monteret i et avanceret afspilningsudstyr.
Udstyret, der i 1939 kostede 30.000 kr., blev fremstillet af L.M. Ericsson i Sverige, og det blev monteret i telefonhusets kælder i Nørregade i København. I løbet af den første dag - den 5. februar 1939 - modtog Frøken Klokken omkring 50.000 opkald, og det første år nåede antallet op på i alt 11,6 mio. opkald."
(citat: "Først nu er det slut: Frøken Klokken går på pension" af Uffe Christensen i: Jyllands-Posten (28. november 2021)

 

 

Sjældent har der været så få der svarede rigtigt, som i konkurrencen i sidste nummer af Bag om København. Det lykkedes dog, at finde to glade vindere, der nu kan sidde i sofaen og nyde Dorthe Chakravartys "Irma : alt det, du har glemt, du kunne huske".

 

Flere deltagere efterspurgte det rigtige svar, så her kommer det - i citat fra bogen: "Allerede i 1970 går Børge Olsen til pressen med historien om, at Irma siger nej tak til røde pølser med den kunstige farve. Guf for pressen, for den røde pølse er jo noget nær en nationalspise, som man med glæde indtager ved pølsevognen, der siden 1920'erne har været en fast del af gadebilledet i større og mindre byer. Olsen ved godt, at et opgør med den røde pølse kan rejse både mediestorm og modstand hos kunderne, men han betragter den røde farve som gift, og han har ikke tænkt sig at stoppe ved den røde pølse."