|
Når man i dag bygger et bibliotek op fra grunden, er det første på tegnebrættet ikke bøger, men vand. Vedtaget ved lov og ret: intet bibliotek uden drikkevand til de besøgende. Derfor må det første bibliotekstilbud, der hyldes i ’Uopdagede perler’, åbenlyst også være det offentligt tilgængelige vand i vandhanen. Gratis, praktisk og forfriskende.
Vandet løber som en inspirerende kilde igennem litteraturhistorien. Allerede i skabelsesberetningen, Første Mosebog lyder det: "Jorden var dengang øde og tom, mørke lå hen over urdybet, og Guds Ånd svævede over vandene." Vandet var nulpunktet, og ud af dette voksede senere lyset, himmel, land og dyr. Om det er hos Gud, i naturen eller på biblioteket. Vand skal til.
Det er også derfor, at det er en god fortælling, at Odysseus bruger 10 år på at tåge rundt på havet blot for at indse, at han må acceptere sin skæbne. Med vandet ved sin side, eller under sig for dens sags skyld, venter i sandhed stor indsigt. Og da Odysseus en dag træder op på landjorden og møder kyklopen Polyfemus, så er det ikke tilfældigt, at Odysseus siger, at han hedder Outis, hvilket betyder ’ingen’. For på landjord – er du ikke spor.
’Outis’ og ’ingen’ oversættes på latin til ’Nemo’. Så det vil være blasfemisk ikke at sende et anerkendende nik til Jules Vernes En verdensomsejling under havet, hvor hav-eremitten, Kaptajn Nemo viser mulighedernes rum i vandet. Hvor der er vand, er der vej, som man måske burde begynde at sige.
Vandet er tydeligvis der, hvor det sker, når det handler om skabelse, skæbne og sejrsvandring. Men vand både giver og tager, hvilket cli-fi-genregrundlæggeren J. G. Ballard understreger med fed i sin dystopiske Verden under vand fra 1962. Her illustrerer den druknende verden afslutningen på mennesket som klodens navle: Det er ikke længere os, der hersker over naturen, men naturen der sætter dagsordenen for mennesket.
Om Ballard er endnu en falsk dommedagsprofet må stå hen, men med mængden af oversvømmelser i disse år får man da lyst til at læse Ballards dystopiske spådom nok engang.
Vand kan give grund til bekymringer. Og nogle gange på de mest banale måder. F.eks. var den amerikanske kultforfatter David Foster Wallace så flov over sin tendens til at svede, at han i gymnasiet bar rundt på en tennistaske i håb om, at folk ville tro, at han lige havde forladt tennisbanen. Så ja, selv en litterær eminence forfatter kan lade sig slå ud af et par vanddråber.
Wallace formåede nu også at hive visdom ud af havets røv, da han i 2005 holder afgangstalen for dimittenderne på Kenyon College med følgende anslag (senere udgivet i Dette er vand):
’Der er de her to unge fisk, der komme svømmende og tilfældigvis møder en ældre fisk på vej i den modsatte retning, og den nikker og siger: ”Godmorgen, venner. Hvordan er vandet?” Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og den ene vender sig og ser på den anden og siger: ”Hvad pokker er vand?”’
Lignelsen handler ikke om, hvad vand er, men om evnen til at stille spørgsmål til det mest selvfølgelige: Hvad er dette, som omringer os, uden at vi ænser det? Og der må vi jo selvfølgelig vende snuden ind ad og spørge: Hvad er det for et bibliotekstilbud, der sidder lige i skabet, men som vi glemmer at reklamere for? Svaret er som anslået åbenlyst. Vandet i vandhanerne!
Næste gang du besøger dit bibliotek, bør du ikke snyde dig selv for at opsøge vandhanen til en tår eller to. Sæt pris på det og nyd godt af vores formidable tilbud om gratis vand. Det er ikke blot læskende og godt for kroppen. Det er simpelthen et ocean af litterært velvære og bibliotekets tilblivelse, som starter lige her.
|
