Nyheder fra Københavns Biblioteker

Kære læser

Selv i myldretiden er der god plads i S-toget, og på kontoret på Hovedbiblioteket er jeg næsten alene. Det er sommer. Det er ferietid – og snart er det også min tur. Men månedens Bag om København skal sendes ud, inden jeg kan bevæge mig ud i sommerlandet.
 
I dette nummer kan du komme med en tur ned ad Fiolstræde. Der er inspiration til ferielæsning, både nye udgivelser og en ældre sag fra bibliotekets kælder.
 
På Rådhuspladsen er Dragespringvandet flyttet til en mere central placering. Har du heldet med dig og kan du svare rigtig på et spørgsmål, kan du blive den heldige vinder af et eksemplar af Politikens nye bog "Dragespringvandet".
 
God sommer ☀️
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
 
Ulvehoved
 

Fiolstræde

En gade i Indre By: Hver morgen går jeg ned ad Fiolstræde fra Nørreport St. til Krystalgade. Først forbi Købmandsskole-bygningen på hjørnet af Nørre Voldgade og Fiolstræde. På modsatte side er håndværkerne i gang efter at Coffee Industry Sweden lukkede deres café i hjørnebygningen.
 
Selv om det efterhånden er længe siden, husker jeg dengang Gad havde en boghandel på hjørnet.
Læs: Fiolstræde
 
Feodorovna
 

Fra københavnsk prinsesse til russisk zarina

Del 2: Enkekejserinden: fra Rusland til Danmark - og tilbage igen.
 
Dagmars søn bliver Zar i en urolig tid - og han er ikke god til det. Han forsøger at styre med jernhånd, men oprøret lurer.
 
Efterhånden lytter han mere til den selvbestaltede prædikant, Rasputin, end til sin mor. Og stiler direkte mod tragedien.
Læs: Fra københavnsk prinsesse til russisk zarina
 
Bogforsider
 

Kærlighed, 111 steder og skilsmisse

3 fra bogstakken: Om den danske sommer byder på strandlæsning eller sofalæsning afhænger af vejret.
 
Uanset hvor du læser, er der masser af gode bøge at vælge imellem. Jeg har fisket 3 titler ud af den stadige strøm af nye bogtitler.
Læs: Kærlighed, 111 steder og skilsmisse
 
Et par arbejdere på et loftlager
 

Københavns erhvervsliv

Fra arkivet: Træd ind i københavnernes hverdagsliv i storslået værk i tekst og billeder om Københavns erhvervsliv for 100 år siden.
 
Hvis du bruger Kraks Vejvisere og savner flere informationer end adresser og telefonnummer, så er Bokkenheusers fire bind om Københavns erhvervsliv en lækkerbidsken! De er en del af et større værk, "Danske købstæders historie og deres erhvervsliv",  udgivet 1919-1923.
Læs: Københavns erhvervsliv
 
 
 

Vind Dragespringvandet

 
Dragespringvandet
 
Konkurrence
 
Inden du får for store forventninger, så lad mig præcisere. Det er bogen "Dragespringvandet" af Bonnie Mürsch og Jens Peter Munk, du kan vinde. Springvandet på Rådhuspladsens er godt nok lige blevet flyttet til en mere central placering, men nu må vi nok hellere lade det stå.
 
"Dragespringvandet", med undertitlen "Historien om vandkunsten på Rådhuspladsen", er udgivet af Politikens Forlag og fortæller hele springvandets historie. Bogen er rigt illustreret med alt fra Bindesbølls og Skovgaards originaltegninger til fotos af springvandet omgivet af københavnere gennem de mere end 100 år, det har prydet Rådhuspladsen.
 
Du kan vinde bogen, hvis du kan svare på følgende spørgsmål - og har heldet med dig.
 
Sort/hvid-fotoet ovenfor er hentet på Kbhbilleder.dk. Det skulle være optaget i 1904 af Fritz Theodor Benzen. I 1908 blev springvandet omgivet af et ydre bassin, men hvornår kom tyren i kamp med dragen til?
 
 
Du sender dit svar til kbhbiblioteker@nyhedsmail.kk.dk.

Der bliver trukket to vindere blandt Bag om Københavns læsere. Vinderne bliver fundet torsdag den 14. august. Vinderne får direkte besked via e-mail.
Medarbejdere hos Københavns Biblioteker må ikke deltage i konkurrencen.
 
 

Fra bibliotekets kælder

 
Bogforside
 
Det gamle København
 
Kunsthistoriker og arkitekturforsker Christian Elling leverer teksten og arkitekturtegninger Axel Nygaard illustrationerne til bogen "Det gamle København", 1947.
 
"Nygaards Bytegninger skildrer og fastholder en gammel lys Skønhed, en Skønhed, som desværre er ved at forgaa. Maatte hans Tegninger dog faa det til at gibbe lidt i Samvittighederne hos de "vise Fædre", der forvalter - og nu og da skalter og valter med vor gamle Hovedstad. De Damer og Herrer i Byens Raad burde kunne høste Lærdom og Klogskab ved rigtig at betragte disse skønne Tegninger af en stor Kunstner", skrev Herluf Jensenius i Berlingske Aftenavis, 11.12. 1947.
Herluf slutter anmeldelsen af med at konstatere, at "vi, der elsker Byen inden for Voldene, er Christian Elling og Axel Nygaard Tak skyldig for deres trofaste Kærlighed til det gamle København, som deres Bog er et saa levende og charmerende Udtryk for."
 
"Arm i Arm er Nygaard og Elling vandret gennem det gamle København, snart standsende ved en Dør, snart et Lavsskildt, en Lygtepæl, en forglemt Gravsten, et karakteristisk Hjørne eller blot et Vindue, ved hvis Ruder der engang har siddet en Mand eller en Kvinde, som er værd at mindes", skrev Walter Schwartz i anmeldelsen "Aandfuldt Førerskab gennem en skøn By" i Politiken 23.11. 1947.
 
 
 

Læser til læser

 
Vinder med bog
 
Anbefaling
 
Karin fra Valby var en af de heldige vindere, som kunne hente et eksemplar af Ditlev Tamms bog "Byen, kollegierne og studenterne" på Hovedbiblioteket.
 
Da hun var forbi, kom hun med en boganbefaling – og det en om den bydel hvor Karin bor.
 
- Det er rart med en bog om ens egen by og i "Ude i Valby" fortæller Peter Olesen både om Valbys fortid og nutid.
 
- Bogen pirrer nysgerrigheden. Jeg kan selv opsøge de steder, Peter Olesen beskriver, og se dem med egne øjne.
 
 
 
 

Del læseoplevelsen

 
Bogklub
 
Læseklubber
 
Litteratur kan få samtaler til at blomstre, når mennesker mødes for at dele deres læseoplevelser. Du kan komme med i en af bibliotekernes læseklubber og blive en del af et fællesskab med litteraturen i centrum.
 
Der er læseklubber for mange genre, f.eks. Historiens store dramaer og Gribende slægtsromaner og Fortidens sande beretninger.
 
I en læseklub mødes medlemmerne for at tale om en bog, som alle i læseklubben har læst.
 
Der findes ikke regler for, hvad en læseklub er eller skal være. Det bestemmer klubbens medlemmer.
Københavns Biblioteker hjælper med inspiration til, hvilke titler der kan læses i læseklubberne.
 
 
 

For 135 år siden

 
Tidsskriftheader
 
14. juli 1888: Kvindebladet "Hvad vi vil" begynder at udkomme
 
Tidsskrifter blev udgivet af Kvindelig Fremskridtsforening. Sidste nummer af tidsskriftet udkom i september 1894.
 
"Kvindesagen er en Bestræbelse for at skaffe Kvinden den Ret, der tilkommer hende som Menneske.
Den er en Bestræbelse for at aabne alle Erhvervsgrene for hende, for saa Vidt hendes fysiske Kræfter kunne række; thi i den Henseende har Naturen jo selv gjort Forskel paa Kønnene; hvorimod hun, hvad de aandelige Kræfter og Evner angaar, godt kan stilles Manden jævnbyrdig, om disse end ere af forskellig Natur. Hun maa med et Ord blive stillet økonomisk uafhængig."
(citat: "Hvad vi vil" i "Hvad vi vil". 14. juli 1888, nr. 1)
 
 
 
 

Syng med

 
Rasmus i Rundetaarn
 
 
Morgensang i Rundetaarn
 
På Hovedbiblioteket har der i mange år været morgensang hver onsdag morgen. Da flere etager på Hovedbiblioteket skal omindrettes, flytter det populære arrangement over i Rundetaarn.
Morgensangsarrangementerne har ofte et tema.
 
9. august: Syng med, når historisk konsulent i Rundetaarn, Rasmus Agertoft, præsenterer kendte og ukendte sange, der tilsammen fortæller Bibliotekssalens historie.
 
16. august: I fem sange tager Dan H. Andersen os på en historisk vandring med temaet Slemme Piger. Hvad er en slem pige, og hvem definerer hende?
 
Morgensang begynder kl. 08.30 og varer 25-30 minutter. Dørene i Rundetaarn åbner 08:00.
 
Footer