Nyheder fra Københavns Biblioteker

Kære læser

Folket står stolt med Dannebrog
Og hilser med juble de fodboldsko
Der sparker i mål og spiller en kamp
Så selv de største hold får tabt
- rappede Gunner Nu Hansen i "Rap Nu" i 1984 da det danske landshold skulle til EM i Frankrig. Nu er landsholdet igen kvalificeret til en EM-slutrunde og spiller gruppespilskampene i Parken.
 
Danmarks første kamp kom til at handle om noget andet end fodbold. Liv og død. Livet vandt. God bedring, Christian Eriksen.
 
I morgen (17. juni) gælder det Belgien. Her skal Holdet have et godt resultat, hvis Danmark skal videre fra gruppespillet.
 
Fra fodboldens historie bidrager idrætshistoriker Hans Bonde med en artikel om kampen mod Wiener-holdet Admira i Idrætsparken 1941. Se nedenfor.
 
Vi du have mere forbold, så se temaet EM på hjemmebane - tag del i den litterære fodboldfeber.
 
Med venlig hilsen
Sune Hundebøll
Bibliotekar DB
 
 
Væltet sporvogn
 

Københavns Sporveje 1940-1949

Sporvejshistorisk Selskab: Besættelse og fredstid.
 
Besættelsestiden bød på mange besværligheder: mørklægning, driftstidsforkortelser og driftsindstillinger samt sparekrav mht. elforbrug, der medførte nedlæggelse af stoppesteder.
 
Mørklægningen medførte et stigende antal påkørsler, og for at gøre vognene mere synlige påmaledes hvide kanter. Den værste ulykke med to dødsfald indtraf i december 1943, da et linie 2-tog for fuld fart påkørte et linie 9-tog i krydset Godthåbsvej/Falkoner Allé.
Læs: Københavns Sporveje 1940-1949
 
 

Oprøret i Parken

Fodbold: I begyndelsen af besættelsen af Danmark blev idrætten det kulturområde, som den tyske nazistiske ledelse udviste størst engagement i at få løbet i gang igen. Det lykkedes over al forventning, eftersom det førte til en ”guldalder” for det dansk-tyske idrætssamarbejde.
 
I den relativt korte periode fra det første stævne den 22. august 1940 frem til den sidste kamp mod et hold fra Tyskland og dets allierede – en håndboldlandskamp den 20. november 1942 mod Ungarn – blev der afholdt et væld af landskampe og bykampe inden for en lang række sportsgrene. 
Læs: Oprøret i Parken
 
Strangulering
 

Mordet i Nyhavn 65

Podcast: Der ligger et lig i Nyhavn 65 – og det lugter ikke godt. Morderen mister hovedet mere end én gang.
 
Dette er historien om et mord, men det er også historien om den myrdede, om morderen og om en læge med en sær pseudovidenskabelig interesse. Og så hører du også lidt om Nyhavns tilblivelseshistorie.
Læs: Mordet i Nyhavn 65
 
Fem kvinder
 

Barrison søstrene

Årets historiske bog 2020: Den dansk-amerikanske pigegruppe Sisters Barrison (Barrison-søstrene) skabte røre i slutningen af 1800-tallet. De sang om deres missekat og viste ben frem.
 
I 1886 rejse søstrene og deres mor, Erika, til USA. Faren Serinu var rejst i forvejen for at søge nye græsgange. Efter en hård tid begyndte søstrene at optræde i New York og i 1889 sejlede de tilbage til Europa hvor de fik engagement på Folies Bergère i Paris.
Læs: Barrison søstrene
 
Kongens fødselsdag
 

Sø-enhjørninge, inuitter og forsvundne nordboere

Ud af byen: For 1721 genstartede Grønland og Europas fælles historie på mere regelmæssig vis. Hans Egede ankom til området ved Nuuk på jagt efter katolske nordboere. I stedet mødte han Thulekulturens inuitter.
 
I 1605 sendte Christian 4. en ekspedition til Grønland. Den skulle skabe handelsforbindelser og hævde Danmark-Norges ret til Grønland. Man ønskede at genoptage den forbindelse, der havde været tabt i flere hundrede år.
Læs: Sø-enhjørninge, inuitter og forsvundne nordboere
 
Kvinder laver gymnastik på et tag
 

Fra konflikt til egen forening

Digitale bøger: I 1906 blev Kvindelig Idrætsforening dannet efter uenigheder i Københavns kvindelige Gymnastikforening, men først et hurtig smut forbi det ugymnastiske Østerbro.
 
I starten af 1900-tallet var Østerbro en ugymnastisk bydel, hvor der ikke fandtes et gymnastikhold for kvinder. Små 20 medlemmer påtog sig at dele programmer ud - derude på det ugymnastiske Østerbro. Gaderne blev fordelt og så gik det op og ned ad de mange trapper.
Læs: Fra konflikt til egen forening
 
 
 

Vind "Glas i København"

 
Bogforside
 
Journalist og forfatter Peter Olesen er aktul med en ny københavnerguidebog. Denne gang har den vidende forfatter kastet sig over "Glas i København" - som også er titlen på bogen.
 
I "Glas i København" besøger Peter Olesen 24 bygninger i København og på Frederiksberg – plus en enkelt i Gentofte. Her giver han sit bud på, hvad der fungerer, og hvor man måske skulle have tænkt sig om en ekstra gang. Blandt de bygninger, der får ros med på vejen, er SAS-hotellet, CBS’ Kilen og Mærsk Tårnet. Blandt de mindre heldige finder vi blandt andre den nye Niels Bohr Bygning, som ifølge Olesen ligner et bobleplasthus, samt glastårnene ved byens metrostationer.
 
Du kan vinde et eksemplar af "Glas i København" udgivet på forlaget Frydenlund. Alt du skal gøre er at svare rigtigt på følgende spørgsmål.
 
Torpedohallerne på Holmen blev bygget af forsvaret i 1954. I 1990'erne blev de ombygget til ejerboliger. Hvilken tegnestue var valgt som arkitekt til ombygningen?
 
 
Du sender svaret til kbhnyhedsbreve@kff.kk.dk.
 
Vinderne udtrækkes torsdag den 24. juni. Vinderne får direkte besked via mail.
Medarbejdere hos Københavns Biblioteker må ikke deltage i konkurrencen.
 
 

Pris

 
Bogtitel: Grov Konfækt
 
Årets Historiske Forskningsresultat 2021
 
Den danske historiske Forening har uddelt prisen Årets Historiske Forskningsresultat. Den gik til Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelt for tobindsværket "Grov Konfækt : Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73".
 
Bøgerne "Grov Konfækt" fortæller historien om dengang Danmark, som det første land i verden, gav ordet frit og indførte trykkefrihed.
 
I anmeldelsen "'Grov Konfækt' er en velplaceret huskekage til dovne ytringsfrihedshavere" i Information (14.09. 2020) skrev Anita Brask Rasmussen: "Grov konfækt er en velplaceret huskekage, der skal minde os alle om ikke at opgive magten over ytringsfriheden. Den kunne forsvinde »med en klynken«, som den gjorde i 1773. Det er en magtdemonstration fra en stærk treenighed, der med ekspertise og perspektiver fra hver deres område har skabt en ny forståelsesramme ikke bare for 1700-tallets offentlighed, men for hvordan ytringsfrihedens forvaltes i dag."
 
Læs Den danske historiske Forenings motivering for Årets Historiske Forskningsresultat 2021 (pdf)
 
 
 

Fra eReolen

 
Bogomslag
 
Gerningssteder
 
Peer Kaaes bog "Gerningssteder : en kriminalvandring gennem Københavns mord" beskriver 41 mord og den efterfølgende efterforskning.
Bogen er inddelt i bydele, forsynte med kort og rutebeskrivelse, så du kan finde vej fra gerningssted til gerningssted.
 
I lektørudtalelsen skrev Lars Ovesen at Gerningssteder er en: "yderst anbefalelsesværdig og underholdende bog der byder på timers underholdning, specielt hvis læseren følger de angivet ruter. Jeg kan kun give bogen mine bedste anbefalinger."
 
Tag din mobil med bogen i hånden og kom med på en blodig vandring rundt i København.
 
 
 

For 25 år siden

 
Regnbue
 
Den første Pride
 
29. juni 1996 gik den første Copenhagen Pride gennem hovedstadens gader. Ruten gik fra Frederiksberg Runddel til Rådhuspladsen.
Da 1996 var året hvor København var europæiske Kulturby var priden det år også den fælleseuropæiske Europride.
 
I artiklen "Livsglad homofest" i Aktuelt (3.7. 1996) skrev Jens Jørgen Madsen: "Den afsluttende parade gennem Københavns gader lørdag aften fik virkelig glæden frem i folk. Børnefamilier, indvandrere, pensionister og turister klappede og jublede med, mens den flere kilometer lange parade rullede ad Frederiksberg Allé ind mod det indre København. Mange af de tilrejsende homoseksuelle fra udlandet - især Europa og USA - nød, hvor forholdsvis uproblematisk det er at være åben bøsse og lesbisk i det københavnske bybillede."
 
Footer