Kære læser
De frostklare dage gør længslen mod forår og genåbning af samfundet lysere.
Der er håb i "vor spæde drøm om vår", som Tove Ditlevsen skriver i digtet Februar.
Tove Ditlevsen er i den grad blevet genopdaget af yngre forfattere og læsere de senere år - og nu også i udlandet. I dette nyhedsbrev kan du læse mere om og lytte til et foredrag med forfatteren Dy Plambeck, der fortæller om sin fascination af Tove Ditlevsen og hendes forfatterskab.
Håb og overvindelse er også temaet for den første artikel i dette nyhedsbrev. Her finder du 15 opløftende romaner om at overkomme svære kår, håb om en bedre tilværelse.
Live-streamede forfatterinterviews har den fordel, at man kan nyde dem fra egen sofa med tæppe på og en varm kop the og det er slet ikke så dårligt i denne kolde tid. Vi har håndplukket to arrangementer, du ikke bør gå glip af - et med debutanten Glenn Beck, der fortæller om sin nye roman Farskibet og et med Jens Blendstrup, der fortæller om kærlighedens vildveje og bogen Pludselig Flæben.
1. Vi kan mærke nu på nætterne der flyver os forbi, mere korte, mindre mørke, tryggere at sove i, at et forår på sin vandring i det stjernekolde hvælv strejfer klodens vinterhjerte i en længsel mod sig selv.
2. Og vi vågner i den sene time mellem søvn og drøm i en sød, bevæget uro ved den måneblege strøm, der som fine fingre leger i dit nattesorte hår, og som nattens sarte glorie er vor spæde drøm om vår.
- Tove Ditlevsen
Send et digt og vind en Litterær Luksus-mulepose
Har du et bud på et passende digt til marts måned, så send det til os og bringer vi dit digt, sender vi dig en Litterær Luksus mulepose med posten.
|