Sporvejshistorisk Selskab: København tager sine første skridt mod storby.

 

Den første kollektive bytrafik med hesteomnibus i fast rute, køreplan og takst kørte i Paris i 1828. Samtidig fik København sine første syv "drosker"; de havde fire siddepladser og holdt kun på Kongens Nytorv og Højbro Plads. En tur inden for voldene kostede hele 1½ mark.

 

Afstanden mellem bydelene øgedes og dermed befordringsbehovet. Den ujævne brolægning gav omnibusserne en ubehagelig kørsel, og busserne støjede meget.

Rundetaarn: Tiden er til varm kakao, lange romaner og gamle danske film. Rundetaarn står på rollelisten i flere af filmene, men i ingen af dem fylder det gamle tårn så meget som i den charmerende lystspilklassiker "Det var paa Rundetaarn", der roses for en usædvanlig stærk tidskolorit.

 

Rundetaarn er naturligvis et tårn, men det er også en munter danserestaurant med garderobedame, husorkester og jitterbugkonkurrence. I hvert fald i instruktøren Poul Bangs filmiske lystspil "Det var paa Rundetaarn" fra 1955, hvor to af hovedpersonerne spilles af Dirch Passer og Ove Sprogøe. Netop de to havde været et af tidens mest populære makkerpar, siden de sammen havde sunget "Der kommer altid en pige og en sporvogn til" i filmen "Ved Kongelunden" to år tidligere.

Podcast: "Jamen, vi har da aldrig haft slaver i Danmark! Jo jo, på De Dansk Vestindiske Øer, den er jeg med på, men her i selve Danmark?"

 

Den er god nok. Vi havde faktisk fungerende slaver i selve Danmark. Slaveri var hverken tilladt eller forbudt ifølge Danske Lov, og derfor blev medbragte slaver fra Dansk Vestindien i praksis stadig betragtet som ejendom, når spørgsmålet en sjælden gang kom for retten.

 

Jeg har læst et sted at der måske var omkring 100 slaver i (primært) København. Om tallet passer, ved jeg ikke, men vi skal i hvert fald høre om én af dem, der var her.

Historieklubben På Amager: Umiddelbart før coronaen igen lagde alt ned, markerede Historieklubben på Amager 500-året for Det Stockholmske Blodbad.

 

Historiker Lars Bisgaard kom forbi og med udgangspunkt i hans fremragende biografi "Christian 2." fra 2019 fortalte han om de rædselsvækkende novemberdage i 1520; om baggrunden og om hvad det kom til at betyde - ikke bare for Christian 2. men for Danmark og hele Skandinavien.

 

Som afrunding på aftenen blev Lars Bisgaard spurgt om han kunne anbefale tre bøger om København.

Skulpturer: Peter Støhrmann Daniel udførte skulpturerne "Den blinde pige" og "Den blinde dreng" til Det kongelige Blindeinstituts bygningen på Østerbro.

 

Det kongelige Blindeinstituts bygning på Kastelsvej er tegnet af arkitekt Ferdinand Meldahl (1827-1908) i venetiansk renæssancestil. Selskabet Kjæden bidrog med 70.000 Rdlr til opførelsen af bygningen og 5.400 Rdlr til inventar.

 

I 1920 udkom "Firsernes glade København" af Carl Muusmann og årets efter udkom "Halvfemsernes glade København" - begge bøger med undertitlen "Erindringer og Oplevelser".

 

Det er to underholdende erindringsbøger om 1880’erne og 1890’ernes København. Der var byggeboom i hovedstaden. Omkring Tivoli er der gøgl og cirkus. Artister fra ind- og udland gør sig til for at underholde københavnerne.

 

C. A. Clemmensen anmeldte "Firsernes glade København" i Nationaltidende og skrev bl.a.: "Han ved saa god Besked, og han fortæller saa let, saa underholdende, at man, interesseret følger ham fra Emne til Emne. Denne Bog om Firsernes København kunde kun Carl Muusniann skrive."
(citat: Nationaltidende, 28. november 1920)

 

"Halvfemsernes glade København" blev anmeldt i avisen København som skrev: "Halvfemserne synes, naar man læser Muusmann, at have været en særlig rig Tid. Det var i det Tiaar, at de første levende Billeder dukkede frem og da Beet Olsen var paa alles Læber, da Prinsesse Pignatelli optraadte i "Kisten", da Carl Møller stiftede sit Humorist-Legat og Tyrolerne sang paa "Fregatten", hvor den unge Olfert Jørgensen sad ved Klaveret, da Drachmanns Edith var Amanda Nielsen, da Heides Storhed begyndte, og da det gamle Kongepar holdt Guldbryllup. Alt dette og meget andet beretter Muusmann om paa den fordringsløse Maade, der gør hans Bog saa behagelig at læse. Han stiller sig aldrig i Positur som Historieskriver, han er og vil være Kronikøren."

(citat: København, 15. december 1921)

 

 

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 på initiativ af Matilde og Fredrik Bajer. Det skete den 24. februar 1871 under navnet "Comité local du Nord Scandinav". Foreningen var en komité i den internationale kvindeforening "Comité locale de l’association internationale des femmes". Krav om en dansk forening uden international tilknytning  gjorde at foreningen hurtigt ændrede navn til "Dansk Kvindesamfund"

 

På ovenstående fotografi ses en opfordring fra Dansk Kvindesamfund til at stemme ved valget til Københavns Borgerrepræsentation 11. marts 1913. (Foto: Det kongelige Bibliotek)

 

På Nørrebro hænger der en mindetavle for Matilde og Frederik Bajer. Du finder mindetavlen Korsgade 56, hvor den er opsat over døren.

 

Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar : med Tillæg 1912-18 af Gyrithe Lemche (2. udg., 1939)