Kære læser
Langt om længe kan vi råbe fra hustagene: Udlånet er genåbnet! For den tidsbestillende låner er det idag atter muligt at bestille og afhente bøger på Københavns Biblioteker. Således kan vi nu endelig byde velkommen til denne udgave af Nyt på hylderne: genåbningsspecial. Her har vi gjort status over nyudgivelserne de seneste to måneder og samlet det allervigtigste fra skøn- og faglitteraturen: ikke det udfoldede nyhedsbrev, du kender, men en grov field guide til at komme i gang med. En overlevelsespakke til hjemkomsten.
Forårets highlights: Det allervigtiste Vi indleder med to stakåndede anbefalinger fra litteraturformidler Sara Nygaard og mig selv. Først et dyk ned i de vigtigste nye romaner fra bl.a. Stine Pilgaard, Jan Kjærstad og Sofie Jama, som slog de københavnske læsere omkuld med sin debut Et andet menneske, et andet liv i 2018 og nu er fulgt op med den (muligvis) svære toer. I faglitteraturen kribler og kravler det af bi- og klimakærlige havebøger, stoiske arvtagere til Svend Brinkmann-bølgen, skæve historievinkler og nyt fra de allertungeste politiske sværvægtere.
Læs dig sommerklar med pilgrimsbibliotekarerne Sommeren står for døren, og normalt ville vi geare op til poolside-læsning og guf til togturen ved denne tid. Men hvad udad tabes må indad vindes: De danske heder, kløvermarker, strandstier og shelters kalder! Hvis du (som jeg) er en nybegynder på landevejene, kan du her i nyhedsbrevet komme med mine garvede pilgrimskolleger på rundtur i de bedste nye vandringsbøger.
Kære læser, kære låner: Velkommen hjem.
God læsning, alle sammen!
Venlig hilsen,
Naja Mottelson
Litteraturformidler
|